Det gør vi
Vores spejderaktiviter tager udgangspunkt i friluftsliv, patruljeliv, “Learning by doing” og symbolske rammer.
Men hvilke aktiviteter laver spejderne så?
Det findes der ikke et enkelt svar på! Men vi bestræber os på at finde aktiviteter, der udfordrer de enkelte børn og unge, og hvor de lærer nyt og udvikler sig. Det kan være alt fra kanotur ned af Treenen, en biograf bygget i en skov med popcorn maskine og lærred til et natløb med fantasiramme eller en hyggelig aften ved bålets skær. Ofte er spejderne selv med til at bestemme hvad de godt kunne tænke sig.
Spejdermetoden
Vi plejer at sige, at vi bruger “spejdermetoden” sammen med børn og unge. Vi møder børnene og de unge med et program, hvor læring er indbygget i aktiviteterne og hvor ord som praktisk, udendørs, lejrliv, hike og naturen indgår i spejdernes beskrivelse af oplevelserne.
Patruljen
Patruljen er enheden hvor spejderne lærer om sammenhold og lærer at respektere hinanden. De erfarer hvad medbestemmelse betyder og at respekt og ansvar for hinanden er nødvendigt for at få patruljen til at fungere. I patruljen lærer børn og unge af andre børn og unge. Hvor lederne er de store rollemodeller for de mindste, bliver spejderne rollemodeller for hinanden, når de bliver ældre. I patruljen knyttes venskaber der for mange varer hele livet.U
Aktiviteter for de mindste
De “symbolske rammer” vi skrev om tidligere betyder f.eks. at de mindste spejdere tager på lejr med “Robin Hood” som tema. Alle aktiviteterne tager udgangspunkt i “Robin Hood”-eventyruniverset: De voksne er klædt ud som riddere, skønne kvinder, tapre skovens mænd og fæstebønder og børnene er med til at stege vildsvin(!) over bål. Vi bygger hytter skoven og drager til Nottingham for at slås med sheriffens mænd… Måske skal spejderne på løb i aftenmørket sammen med deres fører for at stjæle guldet fra den onde Prins John.
Aktiviteter for de største
De største spejdere tager på spejderløb som Korpsturneringen eller adventure løb i Danmark, hvor de gennem 1-4 døgn bliver udfordret på krop og sjæl: Med et minimum af søvn og mad skal patruljen samarbejde om at løse krævende opgaver til vands, til lands og i luften. Ofte kommer spejderne trætte og sultne hjem fra et sådant løb, men mættet med vilde oplevelser og et stærkt sammenhold i patruljen.
Projekt arbejde
De ældste spejdere definerer også selv hvad de gerne vil arbejde med. Det kan være de finder ud af at de gerne vil sejle på en tømmerflåde ned af en elv i Sverige, lave deres egen kniv, bygge en bjælkehytte eller lære at svejse. Det er kun fantasien der sætter grænser for hvad spejdere kan lave.
Arbejde i udvalg
Mange af de ældste spejdere engagerer sig også i vores udvalg. Det kan f.eks. være at de afholder kurser, er klatreinstruktører, styrer depotet eller andet. Fælles for alle disse engagementer er at man udvikler sig med opgaven og arbejder sammen med andre ligesindede.