Spejdere tager ofte på ture og weekender, og sover i naturen. Derfor er det vigtigt at have noget udstyr at tage med sådan at man er varm og tør og glad.

Det kræver dog ikke meget at starte. Før I tager ud og køber en masse, så få en snak med dit barns leder om, hvad det er nødvendigt at investere i. Ofte er det også muligt at låne sig frem i gruppen, hvis man fx mangler en sovepose til den første tur, som spejderen skal med på.

Det kan også betale sig at kigge efter udstyr i det lokale byggemarked eller supermarked, for selv om kvaliteten og særlig vægten måske ikke er den bedste, så kan det sagtens være godt nok til det behov, som man har de første par år som spejder. Senere kan det så blive til dyre Fjällräven bukser og ultraletvægts soveposer.

For de ældre spejdere i troppen og klanen (fra ca. 12 år) er der tradition for at tage på vandreture og spejderløb, og derfor er det vigtigt med godt fodtøj, samt en rygsæk til at bære alt det personlige udstyr i.

Tag en snak med dit barns leder og få gode råd.

 

Pakkeliste – hvad skal dit barn have med på spejdertur?

Du får nok en liste af lederne når i skal afsted på tur, men her er en liste over generelle ting, som det altid er godt at have med.

  • Uniform og tørklæde
  • Sovepose
  • Lagen/liggeunderlag
  • Regntøj
  • Gummistøvler
  • Skiftesko/sandaler
  • Evt. indesko
  • Varm trøje/fleece
  • Lejrbålskappe/-pude
  • T-shirts
  • Lange bukser
  • Korte bukser
  • Strømper
  • Undertøj
  • Nattøj
  • Håndklæde
  • Tandbørste + tandpasta
  • Sæbe/shampoo
  • Kam/børste
  • Solcreme og myggebalsam m.m.
  • Evt. personlig medicin
  • Bamse
  • Lommelygte
  • Sangbog
  • Evt. Kompas
  • Evt. Dolk
  • Papir og blyant
  • Viskestykke
  • Kop, tallerkener, bestik
  • Evt. Lommepenge